Personale jagtede tyve efter tyveri mod 96-årig
Politi: 'Fint med civile anholdelser - men ingen selvtægt, tak'
"De slår jo til mod de svageste. Det er så usympatisk, og det er nok én af grundene til, at vi så gerne vil have fat i dem." Sådan lyder det fra politikommissær Claus Kofoed fra Nordsjællands Politi efter en episode torsdag eftermiddag, hvor en 96-årig kunde i SuperBest fik stjålet sin pung. Manden opdagede omgående tyveriet og varskoede personalet, der satte efter tyvene. Satte flere politipatruljer jagten ind på tyvene, og via politiets SMS- og Facebookservice kom der tips til politiet. Det lykkedes dog ikke at få fat i de to mænd, der beskrives som: cirka 20 år, 175-180 centimeter høj, spinkle, lys hud og iført cowboy-tøj og efter alt at dømme af rumænsk oprindelse. "Vi håber, vi kan få noget billedmateriale fra butikken, så vi kan få nogle billeder af gerningsmændene. Men ellers vi gerne opfordre til, at hvis man observerer noget, så sætter man sig i kontakt med os, Det kan også være, at man har mulighed for - med respekt for, at man ikke skal bringe sig selv i fare - på afstand at følge efter dem eller eventuelt sammen med andre at pågribe dem. Vi har intet problem med, at de her skulle blive tilbageholdt ved en civil anholdelse, bare man har øje for egen sikkerhed og ikke griber til selvtægt," lyder det fra Claus Kofoed.
Fakta om civil anholdelse:
Ligesom politiet kan foretage anholdeler, giver retsplejeloven mulighed for, at civile kan anholde en person. Hvis man foretager en civil anholdelse, skal den anholdte have en direkte forbindelse til en kriminel handling. Råb eventuelt til omkringstående, at der er tale om en civil anholdelse, og bed dem ringe efter politiet omgående og/eller assistere. Samtidig er det også vigtigt, at man gør den anholdte opmærksom på, at man er i færd med at foretage en civil anholdelse, så han ikke kan påberåbe sig, at han troede, han blev udsat for et overfald og derfor blot ville forsvare sig eller flygte fra en gerningsmand. Der skal anvendes mindst mulig magt ved en civil anholdelse. Det er som udgangspunkt ikke tilladt at binde den anholdte eller anvende håndjern. Placering og fastholdelse af den anholdte på maven ved eksempelvis et knæ i ryggen er heller ikke en god ide, da det kan blokere iltforsyningen Det er som udgangspunkt ikke tilladt at foretage en visitation af den anholdte. Men det er tilladt at foretage en sikkerhedsvisitation, hvis det er nødvendigt af sikkerhedsgrunde, f.eks. hvis man har en formodning om, at den anholdte er bevæbnet. Hvis en civil anholdelse viser sig at være uretmæssig, kan man blive erstatningspligtig overfor den anholdte.