Fortsæt til indhold

Dødsbrand formentlig startet af rygning

Uidentificeret død mand obduceres i dag, mandag.

Krimi
Af Mette B. Sørensen

Det er formentlig rygning, der har været årsag til den brand på en gård i Herringløse torsdag aften, hvor røgdykkerne fandt liget af en endnu uidentificeret mand, oplyser Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Han fortæller, at der ikke er nogen formodninger om, at der ligger en forbrydelse bag branden og dødstilfældet.
"Så skal der komme afgørende nye spor i forbindelse med obduktionen i dag (mandag. red)," siger Martin Bjerregaard.
Han oplyser, at der formelt set ikke boede nogen på gården i Herringløse, men at man har en ganske god formodning af, hvem den afdøde kan være.
"Ejeren har givet os et tip om, hvem det kan være," siger Martin Bjerregaard og fortsætter:
"Det er en person, der har levet et hårdt liv."
Han understreger dog, at man endnu ikke kan være sikker på, om det er den pågældende mand, der blev fundet død i gårdens stuehus.
Om manden er død før eller efter branden, ved man endnu ikke, men det håber man at få svar på ved mandagens obduktion.

Nabo opdagede flammerne

Det var en nabo til gården, der i første omgang opdagede branden på Østrupvej og selv forsøgte at slukke ilden.
Det lykkedes dog ikke, og Kl, 21.01 fik politiet meldingen om branden via 112.
Herefter fandt røgdykkerne liget af en mand i gårdens stuehus, der efter flere timers slukningsarbejde var så brandskadet, at der var fare for sammenstyrtning.
De øvrige længer på gården blev redet fra flammerne.