Psykisk arbejdsmiljø i Messiaskirken under hård kritik
Mange konflikter og et stærkt belastet forhold mellem præsterne i Messiaskirken har fået Arbejdstilsynet til at give strikse påbud om, at det psykiske arbejdsmiljø skal rettes op
Problemer, beskyldninger og evige konflikter i samarbejdet mellem menighedsråd, de ansatte og præsterne.
Sådan er hverdagen i og omkring Messiaskirken, konkluderer Arbejdstilsynet i deres høringsrapport fra 3. juli 2014, der baserer sig på en lang række interview med kirkens ansatte samt to besøg i kirken, den 9. maj 2014 og den 12. juni 2014.
Villabyerne har søgt og fået aktindsigt i Arbejdstilsynets rapporter fra Messiaskirken, og det er ikke læsning for folk med sarte nerver.
Det fremgår af papirerne, at der er enighed - trods alt - mellem de to præster, Kristian Høeg og Rose Marie Tillisch, om, at "de skal have mindst muligt samarbejde. Når de samarbejder, skal de være kollegiale og ikke tale med 3. person om hinanden".
At de mange konflikter har store konsekvenser, er den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet ikke i tvivl om:
"Medarbejderne fortæller om en hverdag præget af usikkerhed, uvished og konflikter, der er styrende for det daglige arbejde. Konsekvensen er, at præsterne bliver usikre på, om de løser deres arbejdsopgaver godt nok. Præsterne har et anstrengt forhold til hinanden, og endelig har samarbejdsproblemerne ført til sygefravær".
Et sundhedsfarligt arbejde
På baggrund af de samlede beskrivelser af de faktiske forhold i Messiaskirken, og efter at alle parter har haft mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger til høringsrapporten, når Arbejdstilsynet frem til følgende påbud i deres afgørelse, der er dateret den 11. august 2014:
"Virksomheden påbydes at forebygge uklare krav og rammer, der forringer medarbejdernes sikkerhed og sundhed i arbejdet i Messiaskirken. Virksomheden påbydes at samarbejde om at skabe sikre og sunde arbejdsforhold for alle beskæftigede i Messiaskirken".
Som begrundelse for påbuddene skriver Arbejdstilsynet bl.a.:
"Det er Arbejdstilsynets vurdering, at arbejdet i Messiaskirken ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Der er risiko for, at de konstaterede problemer med det psykiske arbejdsmiljø kan forringe medarbejdernes sikkerhed eller sundhed og dermed have indvirkning på medarbejdernes fysiske eller psykiske sundhed både på kort og lang sigt".
Arbejdstilsynet skriver i deres afgørelse, at påbuddene skal være efterkommet senest den 15. december 2014.