Politiet blæser til kamp mod indbrud
Politiet er klar med en ekstra indsats. En taskforce skal gøre livet sværere for indbrudstyvene i Sønderjylland
Det kommer naturligvis ikke som en overraskelse for Aabenraa Lokalpoliti, at kommunen ligger højt på listen over, hvor der begås flest indbrud pr. indbygger. Selvom leder af Aabenraa Lokalpoliti, Jan Lambertsen, generelt ikke mener, at statistikker altid giver det rette billede, så anerkender han dog, at de sønderjyske kommuner har specielle udfordringer, når det gælder indbrud.
“Der er tre faktorer, der gør, at vi scorer højt på listen. Dels ligger vi tæt på landegrænsen, vi har et udbygget motorvejsnet i kommunen, og så har vi problemer med omrejsende kriminelle”, forklarer Jan Lambertsen.
“Når man har landegrænsen så tæt på, så er man ekstra udsat. Og med motorvejen kan de kriminelle komme hurtigt ind og hurtigt ud, og det giver udfordringer at efterforske over landegrænsen. Vi ligger simpelthen først for. Man går jo ikke langt efter vand, hvis man står ved et vandhul”, konstaterer Jan Lambertsen.
Taskforce
Politiet har dog tænkt sig at give indbrudstyvene kamp til stregen. Der er således før sommerferien etableret en taskforce i det sønderjyske, der skal koncentrere sig udelukkende om indbrud.
“Vi skal simpelthen fange flere og få flere sigtelser på dette område, og med taskforcen giver vi nu området fuld opmærksomhed”, forsikrer Jan Lambertsen.
En af politiets største udfordringer er, at indbrudene tit sker i bølger, og så er gerningsmændene hurtigt over alle bjerge.
“Vi ser ofte, at der sker en række indbrud i et område hurtigt efter hinanden. Måden, hvorpå indbruddene begås vidner også om, at det er de samme gerningsmænd. Men de rykker hurtigt videre, og det er svært at nå dem, inden de igen er over alle bjerge”.
Han er sikker på, at den øgede fokus kommer til at give resultater. Men han har dog en bøn til borgerne.
“Hvis man observerer noget mystisk. så vil vi jo gerne høre om det. Og hvis man er så uheldig at blive ramt af indbrud, så vil vi hos politiet også gerne have en fortegnelse over, hvad der præcist er blevet stjålet. Det er så frustrerende, at vi tror, vi har stoppet en med bilen fuld af tyvekoster, men vi har ingen fortegnelser over, hvor tingene hører til. Så må vi jo lade ham køre videre”, slutter Jan Lambertsen.