Fortsæt til indhold

Tricktyve stjal 3.600 kroner fra kassen

To mænd i ledtog huggede penge fra butik i Slotsarkaderne

Krimi
Jens Berg Thomsen

Det blev til et udbytte på 3.600 kroner, da to tyve onsdag var en tur forbi butikken Glitter i Slotsarkaderne.
Døgnrapporten fra Nordsjællands Politi fortæller, at to mænd omkring klokken 17 gik ind i butikken. Den ene begyndte at stille en masse spørgsmål om nogle smykker til ekspedienten, der efterhånden begyndte at finde de mange spørgsmål mærkelige. I det samme hørte den kvindelige ekspedient et smæk fra butikkens kasseapparat og så en mand forsvinde ud af butikken. Manden med spørgsmålene forsvandt også ud af butikken. Bagefter manglede de 3.600 kroner.
Den spørgende mand beskrives som omkring 30 år gammel, 180 centimeter høj. Han lugtede af alkohol. Den anden mand beskrives som "skaldet" og bar en grå jakke.