Fortsæt til indhold

Stjal cykel og kørte til sit næste bræk

En indbrudstyv stjal cykel ved det ene indbrud og efterlod den ved det næste

Krimi
Grethe Bo Madsen

En kvinde mistede i weekenden en beige Mustang damecykel i forbindelse med et villaindbrud på Nyvangsvej i Hørning.
Her havde en ukendt gerningsmand i løbet af weekenden fra lørdag morgen 20. september til søndag formiddag 21. september skaffet sig adgang ved at bryde et vindue i badeværelset op og derefter gennemrodet huset, oplyser politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
Cyklen blev senere fundet efterladt ved en villa på Toftevej i Hørning, der også havde haft besøg af ubudne gæster.
Her var tyven brudt ind gennem et soveværelsesvindue og stjålet smykker, 800 kroner i kontanter, en blå Samsung Galaxy samt en flaske spiritus.