Fortsæt til indhold

Børn stikker forældre til politiet

Krimi
Arkiv

"Min far kører over for rødt." "Min mor snakker i mobil. når hun kører."
Afsløringerne af forældrenes unoder i trafikken dukkede op, da en betjent fra lokalpolitiet i Roskilde forleden besøgte en børnehaveklasse på en af kommunens skoler.
Før besøget havde nærbetjenten kontrolleret morgentrafikken ved skolen, og ingen trafikanter blev noteret for nogen forseelser. Formålet med besøget i børnehaveklassen var at fortælle børnene om adfærd i trafikken og give dem kendskab til relevante færdselsregler, som børnene skulle bruge på vejen til og fra skolen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
I forbindelse med undervisningen blev forældres adfærd også omtalt. Herunder fik politiet flere anmeldelser om, at børnenes forældre både snakkede i håndholdt mobiltelefon og kørte frem mod rødt lys i trafikken. Da børnene godt vidste, at denne adfærd var forbudt, aftalte politiet med børnehaveklasseeleverne, at de skulle gå hjem for at tale med forældrene om deres adfærd i trafikken.
Politiet har i forbindelse med skolestartskampagnen kontrolleret trafikanternes adfærd og overholdelse af færdselsreglerne ved især skolerne, og efter børnenes 'anmeldelser' vil politiet generelt fortsætte indsatsen mod trafikfarlige forseelser på gader og veje, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.