15-årige piger idømt fængsel efter groft overfald på legeplads
To piger på 15 år er netop idømt 30 dages betinget fængsel for at slå, sparke og rive en jævnaldrende pige i håret, mens overfaldet blev filmet med en smartphone.
Det grove overfald fandt sted på en legeplads i Glostrup lørdag den 3. maj, hvor en 14-årig pige - som er for ung til at blive straffet - lokkede deres offer til at mødes. Da ofret efterfølgende blev mishandlet af de to 15-årige, kom den 14-årige undervejs med tilråb, oplyser anklager Ulrik Lunn.
Pigerne blev pågrebet nogle dage efter. I retten forklarede de to 15-årige, at de overfaldt ofret, fordi hun angiveligt havde skrevet ukvemsord om dem på et socialt medie.
Glostrup Ret idømte dem 30 dages fængsel, som blev gjort betinget med to års prøvetid og tilsyn af sociale myndigheder, og konfiskerede smartphonen. Pigerne accepterede dommen.