Listetyv overfaldt kvinde og stjal hendes iPad
Martin Warming
En 58-årig kvinde blev sent fredag aften overfaldet af en listetyv i sit hjem på Myrtoften i Gentofte.
Listetyven havde sneget sig ind i kvindens hus, hvor han først stjal en iPhone. På vej ud skubbede han kvinden, der sad på sin terrasse, omkuld og flåede en iPad ud af hånden på hende.
Den 58-årige kvinde har ikke været i stand til at give politiet et signalement af gerningsmanden.
Røveriet blev begået kort efter midnat, og politiet vil gerne høre fra vidner, der har set en mistænkelig mand luske rundt i området omkring gerningstidspunktet.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 49 27 14 48 eller 1-1-4.