Tyske betjente patruljerer i Danmark
Nyt dansk-tysk politisamarbejde i grænseområdet er en realitet
Hände hoch, es ist die Polizei! Sådan kan det lyde, hvis du bliver standset af en patrulje i Syd- og Sønderjylland det næste års tid.
Tirsdag trådte et samarbejde mellem de danske og tyske politimyndighederne nemlig i kraft, og det betyder, at danske og tyske betjente nu skal patruljere sammen i grænselandet.
Samarbejdet er et årigt pilotprojekt, som er en naturlig videreudvikling af det allerede tætte og gode samarbejde mellem Syd- og Sønderjyllands Politi og Bundes- og Landespolizei i Nordtyskland.
Patruljeringen skal hjælpe med at få stoppet den kriminalitet der foregår på tværs af grænserne, og hver patrulje udgøres af en dansk betjent fra Udlændingekontrolafdelingen i Padborg, en betjent fra Landespolizei og en betjent fra Bundespolizei. Men da danske politibetjente ikke har beføjelser på den tyske side af grænsen, ligesom tyske betjente ikke har på den danske side, vil det være betjente fra det land, patruljen befinder sig i, der bruger deres magtbeføjelse.
Tysk politi har med succes lignende samarbejder kørende med politiet i både Holland og Polen.