To personer i fare ved grundstødning med motorbåd
Mandag aften blev der slået alarm fra en lille 14-fods båd, som var kommet i alvorlige problemer udfor færgeterminalen i Helsingør og til sidst grundstødte.
Alarmen indløb til Nordsjællands Brandvæsen kl. 18.57, idet en lille Örnvik motorbåd havde fået motorskade og nu var drevet på grund udfor færgeterminalen på Færgevej.
Ombord i den ca. 14 fod lange båd befandt der sig to personer, som begge var iført redningsveste men ikke havde en chance for at rømme den grundstødte båd grundet bølger og vinden.
Der blev derfor afsendt to redningsbåde, redningsdykkere, ambulance og politi til stedet.
Det nødstedte fartøj lå meget tæt på land, hvor vidner tydeligt kunne se at motorskjoldet på påhængsmotoren var pillet af, hvilket tydede på forsøg på at genstarte motoren inden båden stødte på grund.
De to personer ombord blev reddet ind til land af redningsfolkene, og de er begge sluppet helt uskadt fra fra havariet, oplyste politiets indsatsleder på stedet.
Redningsbåden Kronborg trak herefter den grundstødte motorbåd ind til lystbådehavnen, hvor den blev bugseret ind på sin plads i Nordhavnen.