Fortsæt til indhold

Containerbrand på ny-renoveret genbrugsstation

Fredag aften kl. 21.37 blev der anmeldt en brand på Genbrugsstationen i Alme, branden viste sig at være i en container med bla. tagpap.

Krimi
Af Allan Andersen

Fredag aften kl. 21 .37 måtte brandfolkene fra Gilleleje rykke ud på en melding om ildløs på den ny-renoverede Genbrugsstation på Bøgebjergvej i Alme.
Grundet den tiltagende tåge kunne mandskabet umiddelbart ikke se nogen brand på stedet, men det skyldtes at tågen var med til at skjule røgen fra branden i en stor affaldscontainer på pladsen.
Ilden havde huseret længe, men var blevet opdaget i nattemørket i en container bagerst på pladsen hvor varmen fra ilden havde gjort den ene ende af containeren hvidglødende.
Politiet rykkede også ud til branden, men der var intet der indikerede at ilden var opstået ved en påsat brand hvorfor politiet hurtigt kørte videre til andre opgaver.
Brandfolkene derimod kom på noget af en knokleopgave, idet en stor mængde tagpap i containeren var smeltet sammen til een stor klump, og inde i den rasede ilden fortsat.
Brandmandskabet måtte derfor hugge huller i tagpappen, for at få skudt vand ind i ilden og til sidst blev hele containeren fyldt op med skum.
Ved 23-tiden var samtlige brandfolk returneret til stationen.