Nu leder forsvaret efter druknet dykker
Forsvaret er nu sat ind i eftersøgningen af den 45-årig dykker fra Lyngby, der lørdag eftermiddag druknede i Furesøen.
Dykkere og Marinehjemmeværnet har hele weekenden ledt efter dykkeren, der kom i nød på cirka 23 meters dybde midt på Furesøen og forsvandt, men indtil videre er det ikke lykkedes at finde ham.
Derfor er dykkere fra Søværnet nu blevet tilkaldt for at hjælpe med at lokalisere dykkeren, oplyser pressekoordinator Henrik Suhr.
Marinehjemmeværnet har i løbet af weekenden ledt efter manden med sonar og har markeret en række steder, hvor der er mulighed for, at den druknet dykker ligger - og det er de steder, som dykkerne fra Søværnet nu skal kigge nærmere på.
Den 45 årige dykker fra Lyngby var sammen med tre andre dykkere, da han pludselig kom i nød og greb ud efter de øvriges luftslanger og mundstykker, hvilket betød, at de måtte bjærge sig selv og stige op til overfladen.
En af dykkerne svømmede efterfølgende efter hjælp ved Furesø Marina.
Drukneulykken fandt sted kort før klokken 13 lørdag eftermiddag.