Ambulance påkørt under udrykning
Jesper Lundh
En ambulance under fuld udrykning blev fredag påkørt, da den kørte over for rødt i krydset Ellegårdsvej/Vangedevej i Gentofte.
Både horn og lygter var tændt for at advare andre trafikanter i krydset - og derfor holdt den bil, der havde grønt lys, pænt tilbage for ambulancen. Helt så årvågen var bilisten bagved ikke.
Den kørte op i bagenden på den forreste personbil, som blev skubbet ud foran ambulancen på vej gennem krydset. Bilerne bankede sammen, men ingen kom til skade, oplyser vagtchef Peter Olsen fra Nordsjællands Politi.