Fortsæt til indhold

Nu er der større håb for misrøgtede dyr i Jylland

Hver dag modtager Dyreværnet 7–10 anmeldelser om misrøgt af kæledyr i Danmark. Mange af dem foregår i Jylland, så nu har foreningen hyret en ekstra udrykningsleder.

Krimi
Jesper Lundh

De seneste to år har Dyreværnet oplevet en fordobling af sager, hvor bekymrede borgere anmelder misrøgt af danske kæledyr. De fleste sager foregår i Jylland, så nu har Dyreværnet ansat en jysk udrykningsleder, som står på spring til at rykke ud, når dyr lider.
Tidligere måtte Dyreværnets hidtil eneste udrykningsleder, Nina Amdi Carlsen, starte dyreambulancen fra foreningens hovedkvarter i Rødovre for at køre til Jylland, når en jysk sag blev anmeldt. Det var tidskrævende, dyrt og ikke optimalt for dyrene.
Den nye udrykningsleder, Jeanette Wulff Geerthsen, får base i Christiansfeld nær Kolding, og skal undsætte dyr i nød i hele Jylland. Jeanette Wulff Geerthsen har en lang erfaring med behandling af dyreværnssager og har de seneste år på eget initiativ reddet alt fra hunde og katte til heste, der var efterladt eller udsat for misrøgt af deres ejer.
Og hun er allerede i fuld gang med at rekruttere frivillige, der kan køre med hende, når hun skal aflægge besøg på en anmeldt adresse.

"Jeg er vant til lidt af hvert. Tidligere har jeg da oplevet at få øretæver, når jeg kom ud til vrede mennesker, der var anmeldt, men med respekt og en ordentlig dialog er folk som regel faldet ned, og det har hjulpet mange dyr. Selvom vi som udrykningsledere skal have fokus på dyrene, skal vi også passe på os selv. Derfor har Dyreværnet en regel om, at man aldrig må rykke ud på egen hånd. Jeg har allerede fået et del nye sager, der skal behandles. Jeg har fundet flere frivillige, som jeg har samarbejdet med i mange år, og som matcher Dyreværnets ideologi," siger Jeanette Wulff Geerthsen.
Indtil videre vil de dyr, som den jyske udrykningsleder redder, blive kørt til foreningens internat i Rødovre. På længere sigt håber Dyreværnet at etablere et samarbejde med et jysk internat, der kan passe de mange jyske dyr.
"Det er et led i Dyreværnets strategi at øge indsatsen på dyreværnssager. Der er alt for mange dyr, der misrøgtes i dagens Danmark og vi må gøre vores til, at der bliver sat en stopper for det. Med ansættelsen af Jeanette Wulff Geerthsen har vi nu fået en forankring i Jylland, der markant vil styrke vores indsats. Det vil komme dyrene til gode, og det er det allervigtigste for os," siger Dyreværnets direktør, Signe Sehested Lund.
Jeanette Wulff Geerthsen har fået stillet en af Dyreværnets ambulancer til rådighed. Allerede i denne uge vil hun rykke ud på sine første dyreværnssager, lover Dyreværnet.