En del af fingeren er klemt af
Jesper Lundh
Det skulle have været en helt almindelig udbedring af en fejl på maskinen - men det kommer til at koste en 46-årig mand det yderste led på ringfingeren.
Fredag formiddag kom en 46-årig mand fra Hørsholm alvorligt til skade, mens han arbejdede ved en maskine, der knuser gipsplader til affald. Maskinen standsede, og manden ville trække i en kilerem, hvor en sten havde sat sig fast, men da maskinen pludselig gik i gang igen, kom manden finger i klemme.
"Det yderste led af ringfingeren på venstre hånd blev klemt af," oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, Peter Olesen.
Ulykken skete på Ganløse Miljøanlæg nær Stenløse, og Arbejdstilsynet undersøger nu, om alle regler er overholdt.