Splitternøgen i trafikken
Det var åbenbart en blanding af narko og spiritus, der var årsagen til, at en nøgen, onanerende mand fra Køge natten til søndag vakte opsigt i trafikken.
Midt- og Vestsjællands politi oplyser, at en anmelder klokken 00.22 berette, at, at en nøgen mand stod ved Karlslunde-hallen syd for København og onanerede. Da anmelderen standsede, løb den nøgne mand hen mod hans bil, men satte sig kort efter ind i sin egen bil og kørte derfra. Da manden kørte slingrende og usikkert fra stedet, fulgte anmelderen efter indtil Vestre Strandvej, hvor bilisten standsede.
Undervejs var manden standset ved Trylleskoven, hvor han nøgen var steget ud og havde onaneret ad forbikørende, oplyser politiet. På Vestre Strandvej kunne politiet så anholde en nøgen, 44-årig mand fra Køge, som politiet mistænkte for at være både spirituspåvirket og påvirket af narkotiske stoffer.
Manden blev transporteret til Roskilde politistation, hvor en læge udtog en blodprøve til nærmere undersøgelse for både spiritus og euforiserende stoffer. Ud over overtrædelse af færdselsloven sigtede politiet også manden for blufærdighedskrænkelse, inden han blev lagt i detentionen til afrusning.
Manden blev dog løsladt i løbet af søndag formiddag og kan forvente at høre nærmere fra politiet, når hans blodprøve er blevet analyseret, oplyser Midt- og Vestsjællands politi.