Serber anholdt med bilen fuld af stjålet værktøj
De seneste måneder har rigtig mange håndværkere oplevet, at komme ud til deres varebil om morgenen blot for at konstatere, at bilens indhold af værktøj var stjålet.
Natten mellem onsdag og torsdag lykkedes det dog for ordensmagten at stoppe en af tyvene, og få afleveret alle kosterne tilbage til den glade ejermand.
Klokken 02.23 modtog politiet en anmeldelse fra en mand på Musvitvej i Kolding, der havde haft indbrud i sin varebil. En bagrude var knust, og der var blandt andet fjernet rundsav, skruemaskiner, håndværktøj med mere.
Politiet var hurtigt fremme på stedet, og fik i området standset en serbisk indregistreret bil. I bilen sad en 46-årig mand, og han havde mere end svært ved at forklare, hvordan værktøjet i hans bil var havnet der.
Politiet kørte direkte over til anmelderen af tyveriet, som fik sine ting tilbage, da han kunne bekræfte at det var hans.
"Manden bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør. Vi er i gang med at undersøge bilen nærmere, for at se, om vi kan knytte ham til nogle af dem mange andre indbrud, der har været fra varebiler", fortæller Karsten Andersen fra Lokalpolitiet i Kolding.
"Vi har desuden tjekket hans GPS og ud fra den, er han sigtet på forsøg på indbrud på flere forskellige adresser".