Fortsæt til indhold

Insisterende tricktyv stjal taske fra 69-årig kvinde

Krimi
Martin Warming

En 69-årig kvinde fik lørdag eftermiddag stjålet sin taske, mens hun handlede ind i Føtex i Birkerød.
Kvinden gik og kiggede på tøj i supermarkedet, da en fremmed mand henvendte sig til hende og spurgte ind til noget af tøjet, oplyser Nordsjællands Politi.
"Kvinden har forklaret, at han virkede meget insisterende og stillede rigtig mange spørgsmål om tøjet. Mens hun talte med manden, er der formentlig en medgerningsmand, der har stjålet hendes taske, der stod i en indkøbskurv på gulvet", fortæller vagtchef Søren Bjørnstad fra Nordsjællands Politi.
Læs også: Politiet efter utallige tricktyverier: "Pas på med at hjælpe andre"
Kvinden har beskrevet manden, som hun talte med, som mellemøstlig af udseende, cirka 45 år, 180 centimeter høj, fedladen og med brun hud og sort hår. Han var iført sort tøj, som kvinden beskriver som buschauffør-agtigt.
Kvinden spærrede efterfølgende sine hævekort, men politiet ved ikke, om tricktyvene nåede at hæve noget på dem.
Tricktyveriet blev begået omkring klokken 16.30.