"Må man ikke det i Danmark?"
En 44-årig mandlig asylansøger fra Syrien blev lørdag formiddag varetægtsfængslet i 13 dage for at have slået sin søn.
Den 44-årige mand bor sammen med sin 13-årige søn på Dansk Røde Kors' modtagecenter på det gamle hospital i Helsingør - og det var også her, at han fredag formiddag slog sin søn flere gange med knytnæve i ansigtet.
"Han har muligvis også slået ham med en livrem, men det er vi ikke helt sikre på endnu", fortæller vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Overfaldet blev anmeldt til politiet klokken 10.35, da andre personer på modtagecenteret havde set faderen slå løs på sin søn. Den 44-årige mand blev anholdt kort efter, og den 13-årige dreng er nu blevet overgivet til de sociale myndigheder.
"Faderen har erkendt, at han har slået sin søn, men som jeg har forstået det, så har han forklaret, at han ikke var klar over, at det er ulovligt i Danmark", fortæller Søren Bjørnestad.
Den 13-årige dreng havde synlige mærker efter vold i ansigtet og på kroppen.