Snittede mand i halsen med flaske
En 30-årig mand fra Humlebæk blev i et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød søndag varetægtsfængslet i 28 dage. Sigtet for forsøg på manddrab
Den 30-årige drabssigtede blev - sammen med en 20-årig medgerningsmand - anholdt på hver deres hjemmeadresse natten til søndag, efter de, en halv time forinden, havde begået overfald på to brødre foran bodegaen Humle Pub i Humlebækcentret i Humlebæk. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Den ene bror fik i forbindelse med overfaldet snittet en to centimeter dyb og 4 centimeter lang flænge i halsen med en smadret flaske. Efter overfaldet søgte de to ofre tilflugt i en opgang. Den 38-årige, som blev snittet i halsen, modtog efterfølgende behandling på Rigshospitalets Traumecenter. Han er sluppet heldigt, men ligger fortsat til observation på hospitalet.
Tekniske undersøgelser af området omkring pubben samt videoovervågning vil sandsynligvis kunne kaste lys over, hvad der skete i nat klokken 03:11 i Humlebækcentret. Indtil videre er motivet til drabsforsøget ukendt.