To gaderøverier på ni minutter
Fredag aften blev der begået to gaderøverier med kort tids mellemrum på den stille villavej, Christian Winthers Vej, i Lyngby. Det oplyser vagtchef Ulrik Linden fra Nordsjællands Politi.
Det første røveri skete klokken 22.31. Her blev en større dreng passet op af to personer. Den ene tog kvælertag på ham bagfra, mens den anden truede sig til hans mobiltelefon. Røveriet sluttede med, at drengen fik et spark i ryggen. Derefter løb gerningsmændene fra stedet. Det eneste signalement af røverne er, at den ene var kraftig af bygning og iført en vest.
Ni minutter senere, længere ned ad gaden, overfaldt en gruppe på 5-7 personer en anden ung mand, som de stjal en smartphone fra. Her beskrives gerningsmændene ifølge politiet som unge af anden etnisk herkomst.
"Det er oplagt, at der er en sammenhæng mellem de to episoder. Det ser vi på i efterforskningen, som er i fuld gang," siger politiets vagtchef, som gerne vil høre fra eventuelle vidner til de to gaderøverier. Nordsjællands Politi kan kontaktes på 1-1-4.