Tyve måtte nøjes med en kopi af Ægget
Tre indbrud anmeldt til politiet efter at indbrudstyve har huseret i Rønde
Indbrudstyve troede måske, at de havde scoret et ægte Æg, som den kendte og eftertragtede designerstol af Arne Jacobsen hedder.
Men ifølge Østjyllands Politi var det en kopiversion af Ægget i sort læder, som blev udbyttet, da ukendte gerningsmænd natten fra lørdag til søndag brød ind i en privat beboelse i Baunehøjparken i Rønde.
Indbruddet skete kl. 03.34, og tyven eller tyvene kom ind ved at opbryde et vindue.
Indbrud på to adresser mere i Rønde
Der har været flere indbrud i lokalområdet, for der er også anmeldt et indbrud i en privat bolig på Skolevej i Rønde i tidsrummet mellem onsdag kl. 15.00 og lørdag kl. 14.50.
Et vindue er blevet opbrudt, men der er endnu ikke opgjort, hvad der er blevet stjålet.
I en privat bolig på Baunevænget er der fra torsdag kl. 16.00 til fredag kl. 16.00 blevet knust en rude, men politiet har endnu ikke overblik over, om der er stjålet noget.