Fortsæt til indhold

Bilist kørte cyklist ned med vilje og stak af

Krimi
Jacob Nielsen

En uoverensstemmelse mellem et midaldrende ægtepar på cykel og to personer i en bil førte lørdag nat til, at bilisten trak op på cykelstien og påkørte den mandlige 49-årige cyklist fra Farum. Det oplyser Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Ægteparret kom cyklende ad Farum Hovedgade, da de klokken 01.25 kom i skænderi med passageren i bilen, som mente, at det cyklende par havde bredt sig for langt ind over vejbanen.
Det førte til, at vedkommende som førte bilen trak ind på cykelstien og påkørte den 49-årige mand, så han væltede med sin cykel. Bilen - en VW-Passat - kørte derefter fra stedet uden at give sig til kende.
"Heldigvis er cyklisten sluppet billigt med nogle skrammer. Men det er en alvorlig sag, når man påkører nogen med vilje og stikker af. Vi har et registreringsnummer på bilen, som vi arbejder ud fra i efterforskningen, og hvis vi på den måde finder den skyldige, står han enten til en voldssigtelse for brug af bilen som våben eller en sigtelse efter Straffelovens paragraf 252 for, på en hensynsløs måde, at forvolde fare for andres liv eller førlighed," siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Peter Olesen, til Lokalavisen.dk. Sager efter paragraf 252 straffes med fængsel op til otte år.
Vidner i sagen må gerne henvende sig til Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.