Fortsæt til indhold

Fartkontrol udløste 20 betingede frakendelser på kun en time

Københavns Vestegns Politi udførte torsdag fartkontrol på Holbækmotorvejen, hvor der for tiden er vejarbejde. Det blev en dyr omgang for bilisterne

Krimi
Jacob Nielsen

Der blev trykket lidt for hårdt på pedalen på Holbækmotorvejen torsdag eftermiddag.
Ved motorvejskrydset nær Brøndby i retning mod København er der for tiden vejarbejde på grund af etablering af den kommende Ringsted-bane, og her målte Københavns Vestegns Politi bilisternes fart.
Vejdirektoratet har for tiden sat hastigheden ned til 50 kilometer i timen mod de 80 kilometer i timen, man, under normale omstændigheder, må køre på stedet. Men det havde bilisterne tilsyneladende overset.
På blot en time målte færdselsbetjentene ikke mindre end 20 bilister, som kørte mere end 40 procent for hurtigt – det vil sige over 71 kilometer i timen – igennem vejarbejdet. De står nu til en dobbelt bøde (cirka 4.000 kroner samt 500 kroner til offerfonden), en betinget frakendelse af førerretten og en kontrollerende køreprøve.
Derfor er beskeden klar fra politiet:
"Sæt farten ned i vejarbejder – især for vejarbejdernes skyld, men også for din egen. Høj fart koster dyrt," siger politiassistent Erik Andersen.