Falsk tæppesælger stjal 3.000 kroner fra 90-årig kvinde
Martin Warming
En 90-årig kvinde, der bor på Skovkanten i Nærum, blev torsdag eftermiddag udsat for et tricktyveri.
En mand ringede ved 14-tiden på kvindens dør og under påskud af, at han ville sælge hende et tæppe, blev han lukket ind i hendes lejlighed. Det lykkedes manden at sælge kvinden et tæppe til 5.500 kroner, men da 'tæppesælgeren' var gået igen, opdagede den ældre kvinde, at hun manglede en kuvert, der indeholdt omkring 3.000 kroner.
Læs også: TV: Se hvor nemt tricktyven stjæler din pung
Kvinden har ikke været i stand til at give et signalement af manden - udover at han er dansker.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget i forbindelse med det lumske tricktyveri.