Sendte sine egne børn i koncentrationslejr
Maria Gabrielsen måtte som barn tage til takke med brødstumper fyldt med levende maddiker. Hun blev udsat for medicinske eksperimenter. Og hun så, hvordan døde mennesker hver morgen blev smidt op på en vogn og trukket over til krematoriet, hvorefter den sødlige lugt af brændt menneske bredte sig.
Allerede inden Maria blev 11 år oplevede hun flere rædsler og ydmygelser end de vi andre nogensinde kommer til – men værst af alt: Det var hendes egen mor, der angav Maria og hendes søskende til Gestapo, så de endte i koncentrationslejren Theresienstadt i to år. Og det var moren, der stak Marias jødiske far, så han senere blev dræbt i Auschwitz.
Maddiker i maden
Maria boede som lille i Wien med sin tyske mor, jødiske far og seks søskende. Moren forelskede sig først i en SS-mand og senere i en glødende nazist. Da nazisten og moren ville giftes, nægtede faren at underskrive skilsmissepapirerne – så moren angav ham for at være jøde, kommunist og antinazist. I 1943 blev han myrdet i Auschwitz.
Moren angav også sine egne børn. De ældste kom i arbejdslejr – Maria og de yngste på børnehjem. En dag blev de kørt til stationen og timer senere ankom toget til Theresienstadt, hvor mareridtet tog fart.
Del efterlysningen: Her er facebookgruppen, du er nødt til at synes godt om
”Folk i stribet tøj hagede sig fast i hegnet og stirrede på os,” fortæller Maria Gabrielsen i dag.
Hendes personlige ejendele blev konfiskeret af tyskerne, hun blev kronraget og sov i en seng fyldt med lopper og væggelus, så det føltes som om huden var levende. Om vinteren gik hun med bare ben i sneen, og maden var oftest uhumsk ærtesuppe.
”Der var maddiker i den suppe, men de flød jo op til overfladen, når suppen var kogt. Vi fjernede dem og spiste videre. Hver anden dag fik vi et stykke brød. Vi skulle holde hus med det, så vi havde til to dage. Det myldrede med maddiker i brødet, og de var levende. Vi lærte at pille en del af maddikerne ud med fingrene. Mad skulle vi jo have,” fortæller Maria i bogen, ”Vidner fra Holocaust – 10 kvindeskæbner”, der i denne uge udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag.
Medicinsk eksperiment
I en periode blev Maria udsat for et medicinsk eksperiment, så hun hver anden dag fik hun en ukendt indsprøjtning. Og i krigens slutning var det planlagt, at hun skulle dræbes i det gaskammer, jødiske fanger var blevet tvunget til at bygge. Men kort inden den planlagte henrettelse blev Maria og de andre fanger befriet af russiske tropper.
”To dage senere satte de første busser med jublende jøder om bord kursen mod Danmark. Sygeplejersker i uniform gav dem mad og behandlede dem med venlighed. Det var noget helt nyt for os, som var vant til skarpe kommandoråb,” siger Maria Gabrielsen.
Hun og hendes søskende vendte tilbage til Wien – og skæbnen ville, at de en dag mødte deres egen mor på gaden.
Gensyn med mor
”Jeg så ikke, hvem hun var, og Annie spurgte mig: 'Kan du ikke se, at det er mor?' Jeg kiggede op og så lige ind i hendes blå øjne – hun havde blå øjne, vi andre havde brune øjne og mørkt hår – og jeg fik næsten et slagtilfælde. Jeg fløj ned ad trappen, jeg var så bange,” fortæller Maria, der på det tidspunkt var fyldt 11 år.
Moren krævede at få myndigheden over de tre yngste børn – men uden held. Hun blev idømt fem års straffearbejde for at have krænket børnenes og deres fars menneskerettigheder og for at have medvirket til at faren blev deporteret til Auschwitz.
”Hun havde sikkert ikke regnet med, at nogen af hendes børn ville overleve Theresienstadt. Da vi så dukkede op, blev vi anklagemyndighedens stærkeste bevis,” siger Maria.
Fem år senere blev moren løsladt - og fluks søgte hun krigsskadeerstatning, fordi hun havde mistet sin mand i Auschwitz. Kravet blev afvist. Moren døde i Wien i 1972 som 83-årig. Børnene havde ingen kontakt med hende efter dommen.
Maria Gabrielsen bor i dag i Sandefjord i Norge.