Flygtede til nabo
Jesper Lundh
En 18-årig pige måtte i nat flygte ind til naboen på Granhegnet i Greve for at undslippe sin rasende eks-kæreste.
Da politiet nåede frem, kunne betjentene konstatere, at eks-kæresten havde kastet rundt med pigen og holdt hende fast op mod en væg. Overfaldet kostede pigen mindre skader.
Eks-kæresten var flygtet, men kort efter mødte politiet den 20-årige eks-kæreste fra Greve i nærheden.
Han er nu anholdt og sigtet for vold mod den 18-årige og vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde i løbet af mandagen. Han er tidligere i år dømt for blandt andet trusler mod netop den 18-årige kvinde.