Viking Redningstjeneste kommer til Danmark
Camoni A/S er blevet opkøbt af det norske Viking, og en allerede hård konkurrence på redning og assistance til nødstedte bilister bliver nu hårdere.
Det norske redningsfirma, Viking, har her i slutningen af oktober overtaget den danske bugserings- og transportvirksomhed Camoni A/S og markerer dermed for alvor sin indtræden på det danske marked.
Opkøbet af Camoni A/S er sket sidst i oktober.
Norske Viking kommer derved ind i et marked med en allerede hård konkurrence, hvor SOS Dansk Autohjælp og Falck er de ledende profiler.
Den danske variant bliver selskabet Viking Danmark A/S og vil indtil videre have sit hovedsæde hos Camoni i Københavnområdet, Camoni vil i løbet af kort tid ændre navn til Viking København A/S og bliver dermed den første Viking station i Danmark.
Til at lede Viking i Danmark er ansat Jan Sander som har mange års erfaring fra assistance- og forsikringsbranchen.
Norske Viking og danske Camoni ser frem til samarbejdet og glæder sig over at der er fint match mellem parterne, når det drejer sig om fokus på høj kundetilfredshed, kvalitet i alle led samt hurtig og effektiv løsning af alle opgaver uanset tidsdpunkt på døgnet, det skriver Viking Danmark på sin hjemmeside.
Det norske Viking har eksisteret i henved 60 år, og har opbygget en betragtelig finansiel og markedsmæssig styrke og er, ifølge firmaets egne oplysninger på hjemmesiden, på alle områder en væsentlig aktør på det nordiske assistancemarked.
- Med etableringen i Danmark styrker Viking Gruppen sine nordiske ambitioner og kan i endnu højere grad i fremtiden møde både nationale og nordiske kunders behov, skriver firmaet på Viking-danmark.dk
Viking Danmark vil, ligesom Viking i Norge og Sverige, tilbyde alle former for vejhjælp, bilbjærgning og transport til de danske bilister - og det vil ske i benhård konkurrence med det velkendte Falck og SOS Dansk Autohjælp.
Viking vil arbejde sig ind i hælene på de to danske autotransport og redningsfirmaer, og Viking vil udfordre konkurrenterne på det professionelle marked med blandt andet forsikringsselskaber, bilproducenter, leasingselskaber med mere.
Viking baserer sit netværksprogram på en franchisemodel der, ifølge Viking Danmark's hjemmeide, har fungeret upåklageligt i både Norge og Sverige i mange år til alles tilfredshed.