brandslukning indstilles efter 66 timer
Nu falder der endelig ro over Kagerup, efter en række dramatiske dage som startede natten til lørdag med den største brand nogensinde på gården Falkendal på Kagerup Byvej.
To store lader var totalt overtændt da brandvæsnet blev tilkaldt kl. 00.46, natten til lørdag. Der var angiveligt stablet bigballer i otte meters højde i de store lader, og der skal have været op mod 3000 stk.
Siden den voldsomme brand brød ud, har naboerne i Kagerup måttet leve med lyskanoner der lyste brandstedet op, larmende køretøjer og pumper samt ikke mindst lyden af de mange millioner liter vand der sprøjtes ud over brandstedet, primært for at holde ilden nede.
Missionen er lykkedes, idet der alene er tale om de to nedbrændte lader, ingen andre bygninger eller huse i nærheden har lidt nogen skade og ingen mennesker er kommet noget til.
- Vi indstiller slukningen nu mandag aften kl. 19.00, der vil være brandvagt på stedet natten igennem og tirsdag morgen går vi så det hele igennem een gang til, oplyser Beredskabschef Peter Cowland til Lokalavisen.dk
- Der er formentlig stadigvæk nogle gløder fortsat hist og her, og det er dem vi skal have fat i tirsdag morgen. Præcist hvornår vi pakker sammen herude - det er endnu for tidligt at udtale sig om det, siger Beredskabschef Peter Cowland, som heller ikke lægger skjul på at branden har været en enorm opgave for beredskabet.
Der er endnu ingen oplysninger omkring brandårsagen, idet politiets teknikere endnu ikke har kunne arbejde på stedet grundet den langvarige slukning. Formentlig vil politiets teknikere rykke ind på stedet, så snart branden kan erklæres for slukket.
Overfor flere medier har Falkendals ejer, Jørn Føns Knudsen, udtrykt forfærdelse over branden som han ikke selv har noget bud på hvordan kan være opstået. Han har bla. oplyst at al strøm var slået fra, og at gården var rømmet for mennesker ved 15-tiden, fredag eftermiddag.
En beboer i Kagerup har til Lokalavisen.dk oplyst, at denne gik tur med sin hund kl. 00.15 - 00.20 på Kagerup Byvej, altså knap 30 minutter før alarmen til 1-1-2, og beboeren forklarer at denne hverken hørte, lugtede eller så på trods af at denne var mindre end 50 meter fra laderne med sin hund.
30 minutter senere var begge lader et stort flammehav - hvordan ilden er opstået er nu en opgave for politiets teknikere.