Fortsæt til indhold

Vidner hjalp politiet til at fange knivrøver

Østjyllands Politi har anholdt to unge mænd på 18 og 19 år for røveriet med Havnens Pølsevogn i Grenaa

Krimi
Af Martin Schultz

Med anholdelsen af to unge mænd på 18 og 19 år fra henholdsvis Nord- og Syddjurs Kommuner har Østjyllands Politi kunnet opklare det grove røveri mod Havnens Pølsevogn på Kattegatvej 4 i Grenaa lørdag aften.
Ved røveriet indfandt den ene af de to gerningsmænd sig i pølsevognen kl. 20.34 og truede med en kniv ekspedienten til at udlevere 6.000 kr. fra kassen.
Medgerningsmanden bevogtede bagdøren til pølsevognen under røveriet.
Efter røveriet stak gerningsmændene af til fods uden at politiet kunne få oplyst retningen for flugten, men efterfølgende kunne politiet give et ret udførligt signalement af de to unge mænd, som blev beskrevet som værende fra 18-20 år.

Begge mænd har tilstået røveriet

Det var gode vidneforklaringer, som førte til anholdelsen af de to gerningsmænd torsdag kl. 13.30.
De to mænd havde bopæl i henholdsvis Norddjurs og Syddjurs kommuner.
Politiet har ved ransagninger tilvejebragt både gerningsvåben og tøjet fra røveriet.
Begge unge mænd har tilstået røveriet, og de blev løsladt i løbet af fredag formiddag.