Fortsæt til indhold

Lig fundet i socialt bolig-byggeri

Krimi
Ina Bjerregaard

Fredag klokken 11.49 blev politiet tilkaldt til en lejlighed på Skovvejen i Kolding.
Her fandt man liget af en 53-årig mand. Da der var forskellige spor at gå efter, blev dødsfaldet efterforsket som muligt drab.

“Det kan eksempelsvis være et åbentstående vindue, eller hvis lejligheden er rodet. Det kan betyde, at vi ikke bare lukker sagen som et naturligt dødsfald,” siger politikommissær Carsten Andersen fra Kolding Lokalpoliti.

Sendt til obduktion

Efterforskningen indebar, at politiets teknikere sammen med retsmedicinere undersøgte gerningsstedet.

Formålet med at efterforske sagen, som var man sikker på, at det var drab, var at sikre eventuelle beviser, hvis det senere skulle vise sig, at der lå en forbrydelse bag dødsfaldet.

De mange undersøgelser har dog ikke givet anledning til yderligere mistanker, og politiet betragter nu sagen som et naturligt dødsfald.

“Alt tyder på, der ikke er sket en forbrydelse, fortæller Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding, til Lokalavisen.

Manden blev obduceret mandag på Retsmedicinsk Institut i Aarhus. De pårørende er underrettet.