Henkastet postsæk først hentet af Post Danmark efter tre opringninger
Hos Post Danmark reagerer man ikke samme dag som man modtager en anmeldelse på en fundet postsæk. Dette måtte Mads Harttung fra Nivå sande, da han fredag i sidste uge, samme med sine to hunde, gjorde det overraskende fund i skoven ved Kildehøjs Allé i Nivå.
”Jeg kontaktede omgående politiet, der gav besked videre til Post Danmark. Da jeg igen søndag var i skoven med hundene, fik jeg næsten et chok, da postsækken med indhold fortsat lå på samme sted, og igen kontaktede jeg politiet. Jeg fik at vide, at politiet omgående ville kontakte Post Danmark på ny, vedrørende en afhentning af posten i skovbunden, men mandag formiddag kunne jeg blot konstatere, at intet var sket,” fortæller Mads, der herefter kontaktede Uge-Nyt Fredensborg.
I postsækken lå der post tilbage fra midten af oktober 2013 til borgere i Hørsholm Park i Hørsholm Kommune, og efter en enkelt opringning til Post Danmark fra avisen, så kom der skred i sagen.
”Vi afhenter postsækken omgående,” lød det fra vagthavende chef hos Post Danmark, og der gik ikke mere end 10 minutter før postbilen kom til Kildehøjs Allé, og herefter blev postsækken bragt med tilbage, så Post Danmark herefter kunne begynde at finde frem til ejerne af indholdet, som herefter vil blive kontaktet.
”Der er to ting i denne sag. Jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men jeg er orienteret om, at der i den periode blev stjålet tre postsække i området. Og så skal jeg selvfølgelig har styr på, hvorfor postsækken ikke allerede blev afhentet fredag. Jeg kan kun beklage, hvis fejlen ligger hos os, men det finder jeg ud af sammen med politiet,” slutter den vagthavende chef hos Post Danmark, der samtidig sender en stor tak til Mads Harttung i Nivå.