Kvinde slap heldigt fra buspåkørsel
Tim Panduro
En 20-årig kvinde var ikke så alvorligt kvæstet som først antaget, da hun torsdag morgen blev kørt til Hillerød Sygehus efter en trafikulykke.
Kvinden blev ramt af en venstresvingende bus i et fodgængerfelt ved Hillerød Station på Ndr. Banevej. Ulykken skete klokken 8.15, og ifølge de første oplysninger fra politiet, frygtede man at hun havde brud på både arm og hofte.
Ifølge specialkonsulent Christian Have fra Nordsjællands Politi i Hillerød er det dog blevet konstateret på hospitalet, at der ikke er tale om knoglebrud. Kvinden har fået en del skrammer, men er udskrevet fra hospitalet efter endt behandling af skrammerne.
"Når der ikke sker indlæggelse, er betegnelsen ”uskadt” i politiets terminologi", fortæller Christian Have i en email.