Bilbrand tog fire biler og carport med sig i flammerne
Fire biler gik op i flammer torsdag morgen, da en ny bils motorvarmer kortsluttede og antændte helt garageanlæg i Lading
“Det var ellers en ret ny bil.” En mand stod torsdag morgen og betragtede de sørgelige rester af et større carport-anlæg i Lading vest for Aarhus.
Mandens bil - en Renault Scenic - havde en forvarmer, som tændte automatisk ved otte-tiden. En halv time senere stod flammerne ud af bilen.
“Ja, og så har vi østlig vind, som blæste ilden ned gennem carporten og antændte de tre andre biler,” siger manden, som ønsker at være anonym.
Se tv-klip her: KLIK
Udrykning
Han bor i andelsboligforeningen Udgården i Lading. Og carporten hører til bebyggelsen, men er fritliggende.
Favrskov Brandvæsen blev alarmeret klokken 08.33 og sendte et slukningstog fra Falck i Hinnerup samt en tankvogn med vand fra Falck i Hammel.
Da brandvæsenet ankom stod carport og biler i lys lue. Varmen havde også fået fat i et plankeværk ind mod selv beboelsen, men brandfolkene fik hurtigt ilden under kontrol.
Se tv-klip her: KLIK
Viborgvej spærret
Østjyllands Politi spærrede kortvarigt den stærkt trafikerede rute 26 Viborgvej, da røgen lagde sig på tværs af kørebanen.
Ved ni-tiden blev vejen åbnet igen, ikke mindst for at få tunge lastbiler til ikke at finde alternative ruter på Favrskov Kommunes små veje.
Carporten er forbundet med andelboligforeningens varmecentral. Den nåede brandfolkene at redde, men strømmen til fyret var torsdag formiddag afbrudt.
Indsatsleder Mogens Kjeldsen arbejdede på at genetablere varmeforsyningen for Udgårdens beboere.