"Kan du genkende denne røver?"
Politiet beder nu om borgernes hjælp i jagten på en bevæbnet røver
Politiet har nu valgt at offentliggøre en række billeder af den røver, der 1. juledag plyndrede 7-eleven ved Værløse Station.
Røveren, der var bevæbnet med en pistol, truede en medarbejder i butikken til at udlevere penge fra kassen og stak efterfølgende af i ukendt retning.
Røveriet blev begået klokken 19.20 onsdag den 25. december, og politiet beder nu offentligheden om hjælp til at få opklaret sagen.
Røveren beskrives som en mand på mellem 15 og 25 år, cirka 165 til 170 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført en hue, der dækkede det meste af hans ansigt, en grå hættetrøje med rødlig/orange skrift foran samt skrift bagpå, sorte joggingbukser og sorte sko.
Speciel trøje
Det er især den grå hættetrøje, som politiet hæfter sig ved. Den er nemlig lidt speciel, og politiet håber, at der er nogen, der kan genkende den.
Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra personer, der mener at kunne genkende røveren - eller fra vidner der så eller hørte noget i forbindelse med røveriet 1. juledag. Man kan kontakte Anders Jørgensen fra Nordsjællands Politi på telefonnummer 72 34 58 08, hvis man har oplysninger i sagen.