Fortsæt til indhold

Hash-fabrik koster vietnameser fængsel og udvisning

Krimi
Jesper Lundh

En velvoksen hashfabrik koster nu en vietnamesisk mand halvandet års fængsel og en udvisning i 12 år.
Den 48-årige mand havde etableret sine skunklaboratorier i Greve og Hørsholm og blev afsløret efter et tip fra svensk politi. I august sidste år blev han anholdt på en adresse i Greve, da han ankom i bil.
I forbindelse med anholdelsen smed han et stykke papir væk, som viste sig at være en kvittering for betaling af husleje for leje af huset i Greve. Ved politiets efterfølgende ransagning på adressen kunne politiet konstatere, at huset var indrettet som et professionelt skunklaboratorium.
I forbindelse med efterforskningen har svensk politi ransaget på vietnameserens bopæl i Gøteborg, hvor der blev fundet en lejekontrakt til et hus i Hørsholm samt et print fra hjemmesider, hvor der var søgt på udlejning af huse på Sjælland.
Det fik politiet til at ransage adressen i Hørsholm, hvor der også blev fundet et professionelt skunklaboratorium. Politiet konstaterede efterfølgende, at vietnameseren var i besiddelse af en nøgle til huset i Hørsholm.
Da politiet samtidig fandt den 48-åriges dna på begge adresser i Greve og Hørsholm, var sagen klar.
I alt blev der fundet 535 skunkplanter og ca. 2,2 kg tørret topskud, som omregnet svarer til ca. 24 kg hash.
Manden blev desuden dømt for tyveri af strøm til en værdi af ca. 300.000 kr.