Motorræs ødelægger nordsjællandsk skov
Stiftelsen i Jægerpris i Nordsjællland har svært ved at dæmme op for motorræs på skovdistriktets arealer. Kørerne ignorerer forbud og henstillinger
"Vi troede, det var statsskov."
Sådan lyder undskyldningen ofte, når skovfoged Jan Peter Andersen møder folk på mindre køretøjer i Jægerspris Skovdistrikt. Også da han torsdag eftermiddag mødte to mænd med hver deres motorcrosser på en mark ved Dyrnæsvej ca. halvvejs mellem Jægerspris og Kulhuse. Jan Peter Andersen forklarede de to mænd, at det ikke gør nogen forskel, om man kører i statskov eller i Stiftelsens skov, stak dem et kort over området og en høflig henstilling om, at de skulle køre stille og roligt ud af området.
"Senere støder jeg på dem igen, hvor de kører med fuld knald på," fortæller Jan Peter Andersen, der den efterfølgende halve time fik meldinger fra andre medarbejdere i skoven om to crossere.
Derfor meldte han sagen til politiet. Men inden politiets patrulje ankom, var de to mænd kørt igen. Og da hverken ATV'ere eller motorcrossere har nummerplader, er det svært for stiftelsen at bede de ansvarlige om erstatning for ødelagte stier eller marker. Men dét er heller ikke t primært, mener skovfogeden.
"Det handler ikke om, de ødelægger området. De må jo slet ikke køre der. Samtidig kører de stærkt, og det er farligt for gående og cyklende trafik på de mindre stier, der drejer," siger Jan Peter Andersen.
Hans erfaring er, at ræset ofte foregår, når der er godt vejr. Derfor opfordrer han skovens brugere til at henvende sig, hvis de oplever kørsel i skovdistriktet i den kommende forårs- og sommersæson.