Fortsæt til indhold

Lavede farlig overhaling foran politibil

Bilist måtte trække hurtigt ind, efter travl Audi-fører lavede overhaling ved Hørsholm

Krimi
Pernille Kristensen

Selv om man har travlt, er det dumt at lave farlige overhalinger. Og så er det dobbelt dumt, når det sker lige foran en politibil.
Det var imidlertid, hvad en 55-årig bilist forleden stod tiltalt ved Retten i Helsingør for at have gjort en aften i maj sidste år.
Her kom han ifølge anklageskriftet kørende på Isterødvejen. Trafikken gled dog ikke stærkt nok efter hans mening, så derfor overhalede han to biler.
Uheldigvis for ham var den ene bil en politibil i civil.

Måtte bremse og undvige

Inde i den sad to betjente, der i retten forklarede, at de havde lagt mærke til den 55-åriges bil, allerede da den kørte tæt op mod politibilen for at overhale.
Dernæst så de, hvordan den overhalede i tæt trafik og kom så nær en modkørende, at denne først blinkede med det lange lys og derefter var nødt til at lave en bremse- og undvigemanøvre for at undgå en påkørsel.

Den 55-årige erkendte ifølge retsbogen, at han havde kørt uhensigtsmæssigt, men han mente ikke, at det var så alvorligt, at det skulle koste ham kørekortet, som anklageren havde ønsket. Bilisten forklarede, at han i første omgang kun havde fået en bøde på 2.000 kroner, og først da han protesterede mod bøden, kom hans kørekort også i fare, hvilket han ikke mente var rimeligt.
Dommeren vurderede, at bilisten ikke kunne forvente, at hans kørekort også ville komme i spil ved, at han lavede indsigelse mod bøden.
Sagen endte derfor, som den startede – med en bøde på 2.000 kroner. Bilisten skal desuden betale sagens omkostninger.