Store sten og træ lagt midt på skinnerne
Det kunne have endt fatalt, da et af DSBs IC4-tog lørdag aften ved 21-tiden kolliderede med en bunke store sten og træstykker, som var lagt på skinnerne på strækningen mellem Brørup og Vejen i Sønderjylland. Det oplyser DSBs pressevagt.
Der skete ingen personskade i forbindelse med uheldet, men toget har umiddelbart fået en del skader, da de store sten og træstykker blev slynget op under toget.
Passagerne blev sat af på Vejen Station og fragtet videre med et andet tog, mens det ødelagte tog stille trillede til Aarhus. Her vil man mandag se på skadernes omfang, oplyser pressevagten til Lokalavisen.dk.
Den politimæssige efterforskning står Syd- og Sønderjyllands Politi for, og her ser man med stor alvor på sagen.
"Vi har haft lignende problemer i området, hvor unge har smidt sodavand og milkshake ned fra en motorvejsbro, som blandt andet har knust en forrude på en bil, og vi kan da frygte, at det er de samme, som nu har kastet sig over togdriften, siger vagtchef, Torben Møller, fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.