Spilcafé røvet med knive og peberspray
To mænd røvede onsdag aften en spilcafé i Ølstykke - politiet er tæt på en opklaring
To mænd havde formentlig håbet på et noget større udbytte, da de onsdag aften efter at have viftet med både knive og peberspray i spilcafeen Gevinsten på Rådhus Allé i Ølstykke, stak af fra stedet med nogle cigaretkartoner.
Og røverne havde tilsyneladende ikke heldet med sig den dag. For udover at røve en pengeløs spilcafé, blev de to mænd efterfølgende set af adskillige vidner.
"Til alt held har vi et par vidner uden for caféen, som giver os nogle rigtig gode oplysninger, hvilket gør, at vi formentlig kan identificerer røverne," siger Brian Kristiansen fra Nordsjællands Politi, og fortæller, at flugtbilen også blev spottet i nærheden af Jyllinge.
En årvågen mand så nemlig bilen på Gl. Roskildevej i retning mod Jyllinge, hvor de to røvere ikke alene havde rigeligt med fart på, men også kørte over for rødt.
Det fik manden til at notere sig bilens oplysninger, hvorefter han ringede og orienterede politiet.