Fortsæt til indhold

Indbrudstyve bruger ny metode

Politiet advarer om personer, der er set i området omkring Gyvelvej i Lillerød, som kigger efter huse, hvor beboerne er bortrejste

Krimi
Af Mads Hussing

Et par mistænkelige personer er set køre rundt i området omkring Gyvelvej i Lillerød. Her kører de langsomt rundt og stopper ved hver indkørsel.

De er blevet set lægge nogle genstande på parkeredes bils dæk. Tingene vil falde ned, når man flytter bilen, og Nordsjælland Politi vurderer, at på den måde kan personerne se, om bilerne bliver flyttet, og om der er nogen hjemme i husene.

Klokken 09.54 ringer en mand fra området ved Gyvelvej. Han har set et par personer af udenlandsk herkomst køre rundt i en bordeaux-farvet Ford Mondeo, der kører langsomt forbi husene på vejene og stopper ved hver indkørsel. I hvert fald to steder lægger de ting på bildæk, der vil falde ned, når bilen bliver brugt næste gang.

Nordsjællands Politi vil gerne høre fra folk, der observerer noget mistænkeligt og som eventuelt har set den Mondeo. Politiet opfordrer også folk til generelt at være opmærksomme.