Tømrer skød sig selv med sømpistol
En 39-årig mand beholder synet på trods af at han ved en arbejdsulykke skød sig i øjet med en sømpistol
Sømmet røg retur og ind i øjet på håndværkeren, på trods af at han brugte sine sikkerhedsbriller. Han skal heldigvis have gode chancer for at beholde synet efter ulykken.
Torsdag eftermiddag kl. ca. 14.00 blev den 39-årige tømrer ramt af sømmet fra hans egen sømpistol mens han arbejdede fra en lift på byggepladsen til det nye rådhus og sundhedscenter på Dam Holmene i Ølstykke.
Ifølge projektchef og sikkerhedskoordinator Claus Back fra entreprenørfirmaet Züblin opstod ulykken selvom alle sikkerhedsprocedurer på byggepladsen er blevet overholdt.
- Tømreren var iført både hjem og sikkerhedsbriller, da han på helt korrekt vis arbejdede med en sømpistol på en lift. Uheldigvis ramte et søm forkert og fløj tilbage i hans øje. Han blev kørt i ambulance til Glostrup Sygehus – og den første melding er, at han har gode chancer for at beholde synet, siger Claus Back i en pressemeddelse.
Politiet har været på byggepladsen, men vil på det foreliggende grundlag ikke rejse sigtelse mod byggeledelsen og den pågældende underentreprenør, da alle sikkerhedsprocedurer har været overholdt, skriver Egedal Kommune på kommunens hjemmeside.