"Undskyld at vi stjal Falcks blå afmærkningslys"
Fire unge mennesker tog Falcks opfordring her i avisen op, og afleverede i sidste uge de blå afmærkningslys tilbage som de tog fra et ulykkested
Falcks stationsleder Henning Schreiber henvendet sig den 20. marts til avisen med følgende besked:
"Jeg er simpelthen rystet over, at nogen er så tankeløse, at de stopper op på Isterødvej og fjerner vores blå advarselslys, som vi har sat op for at advare trafikanter mod en stor risiko for at køre galt på den glatte vej med olie. Skulle den, der har taget dem, fortryde sit tyveri, kan vedkommende afleverer lamperne hos Falck i Hillerød", sagde stationslederen til Hillerød Posten.
Undskyld fra fire unge mænd
"Fredag i sidste uge fik jeg besøg af fire pæne unge mænd og deres ungdomsklubleder. De var kommet til Falck for at sige undskyld for, at de havde fjernet de omtalte blå blink. Vi havde en rigtig god snak omkring konsekvenserne ved at fjerne materiel fra et skadested, men også omkring den konsekvens, som det kunne have fået for de unge mennesker, hvis det havde fået en ”plettet” straffeattest med baggrund i så dum en handling. Jeg mødte fire unge mænd, som virkelig havde fortrudt deres handling og havde forståelse for, at det var en dum handling, de havde foretaget", siger Henning Schreiber.
Luften blev renset
”Vi tænkte ikke i øjeblikket over, hvad der kunne være sket. Vi kan godt se det nu, hvor du har fortalt, at også redning-mandskabet ville blive bragt i fare ved den handling, vi foretog. Vi vil derfor gerne undskylde for vores handling”, sagde de fire og fik afleveret de blå blink.
"Som afslutning sagde de fire unge, at de gerne ville ”rense” luften mellem dem og os her på Falck, hvorefter vi fik overrakt en gave, der indeholdt de berømte duftbrikker ”Wunder-Baum”, slutter stationsleder Henning Schreiber.