Falske betjente stjal Mercedes for øjnene af måbende ejer
To falske betjente stod bag et usædvanligt frækt biltyveri, da de i aftes standsede en 57-årig kvinde på vej hjem.
Kvinden havde netop været nede at hente pizzaer på Vedbæk Stationsvej i Vedbæk og var kort efter klokken 19 på vej hjem i sin sorte Mercedes C-klasse stationcar. Ud for Frydenlund Park nærmede en bil sig bagfra, og med blå blink og blinkende forlygter signalerede føreren, at kvinden skulle køre ind til siden.
Kvinden standsede og en mand gik op på siden af bilen og præsenterede sig som civil betjent. Han viste noget legitimation, som kvinden ikke kunne se ordentligt, og forklarede at han lige ville tjekke hendes lygter, som han mistænkte var defekte.
Samtidig beder han om at se hendes kørekort, som han tager med over i 'politibilen', inden han afleverer det igen.
Den falske betjent bed kvinden stige ud af bilen, så hun selv kan se at bremselyset er i stykker, hvorefter han satte sig ind i bilen for at træde på bremsen. Sekundet efter trådte han i stedet hårdt på speederen og ræsede afsted med kvindens bil, pung, mobiltelefon, nøgler - og pizzaer. Også den 'civile politibil' - muligvis en Toyota af nyere årgang - gassede op og efterlod kvinden alene på vejen.
Kvinden løb ifølge Nordsjællands Politi til et nærliggende hus for at få hjælp.
Den falske betjent beskrives som dansk, 185 centimeter høj, 25-30 år, almindelig til slank af bygning. Han havde ifølge kvinden 'rundt hoved' kommunefarvet, kort/plysset hår, blå øjne og var barberet. I aftes var han iført en mørkeblå tynd vindjakke og virkede nyedelig og velsoigneret.
Føreren af den anden bil kan ikke beskrives. Tyvene flygtede mod Trørød Torv. Den sorte Mercedes C-klasse Stationcar har registreringsnummeret AB 30 474. Politiet modtager gerne oplysninger i sagen på telefon 114.