Fortsæt til indhold

Låste døren og tog livet af mor

Datter og svigersøn er sigtet for at give plejehjemsbeboer i Charlottenlund en dødelig overdosis morfin

Krimi
Annette Houman

Et ægtepar fra Hellerup, som begge er 54 år gamle, blev fredag klokken 13.00 fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, sigtet for drab på kvindens 82-årige mor, som boede på et plejehjem i Charlottenlund, og som natten til fredag døde af en overdosis morfin. Begge blev løsladt efter det flere timer lange grundlovsforhør, men sigtelsen af dem opretholdes.
Ifølge vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi, har ægteparret i nattens løb givet kvindens 82-årige mor en dødelig overdosis morfin.
"Det er personalet, som anmelder det til politiet. De opdager det, da de bliver lukket ude af værelset, og døren bliver låst. Og de har på fornemmelsen, hvad der foregår", sagde Henning Svendsen tidligere på dagen til Ritzau.
Da politiet ankom til plejehjemmet på Ejgårdsvej i Charlottenlund, var døren til værelset stadig låst.
"Men da vi bankede på, blev der lukket op af ægteparret, som stadig var derinde", fortalte Henning Svendsen.
Vicepolitiinspektøren vil ikke udelukke, at der kan være tale om et såkaldt medlidenhedsdrab.
"Men det forudsætter, at den afdøde har accepteret, hvad der skulle ske, og det kan vi ikke sige noget om endnu. Derfor har vi rejst sigtelser for manddrab", sagde han fredag formiddag.
Der er stor forskel på, om et drab anses som manddrab efter straffelovens paragraf 237 eller som et medlidenhedsdrab efter paragraf 239.
For manddrab er strafferammen fængsel på livstid, men normalt ligger strafniveauet på 12 års fængsel. Straffen for manddrab er minimum fængsel i fem år, mens den maksimale straf for et medlidenhedsdrab er tre års fængsel.
Sagen skal nu efterforskes yderligere.