Pas på 'skjulte' køb på din tablet
Tablets er nemme, smarte og gør informationer let tilgængelige. Men de kan også være så lette, at man ikke opdager, man køber noget, advarer en forælder
Han skulle bare lige hygge sig lidt med et spil Clash of Clans på sin nye iPad, så det gjorde en elev, der var blevet udnævnt som IT-ambassadør på sin skole.
Hyggen stoppede dog efterfølgende brat, da faderen opdagede, at der var trukket 3.500 kroner fra faderens konto på iTunes. Drengen havde uforvarende foretaget en del 'gems' køb i spillet. Og da iPaden var kædet sammen med en konto på iTunes blev de 3.500 kroner trukket med det samme.
Faderen rettede straks henvendelse til iTunes, og de har fået pengene retur, fortæller Ulrik Bolt Jørgensen, der er med i skolebestyrelsen på Nærum Skole.
Episoden skete hos et af Ulrik Bolt Jørgensens vennepar, og det kan blive aktuelt for mange i Rudersdal. Efter sommerferien får alle elever i 3.-8.klasse en iPad udleveret, når de møder i skole.
Derfor vil Ulrik Bolt Jørgensen gerne advare andre nye tablet-indehavere.
"Tilbage står jeg med en trang til at opfordre alle forældre i Rudersdal til ikke at oplyse deres iTunes konto og kreditkortoplysninger, når børnene efter sommerferien kommer glade hjem med en ny iPad," skriver han til Rudersdal Avis.