Når hjernen er som et gammelt batteri

En underlig fornemmelse sad i kroppen den dag for fem år siden, da Jeanne Fairy var ude at ride med en veninde. Som om kroppen allerede vidste besked om ulykken.
En stemme i hendes hoved forsøgte endda at få hende til at tage en omvej og dreje til højre ad stien. Men hun ignorerede den, og i stedet red hun op over bakken og stødte ind i de tre løsgående hunde, som fik skræmt hendes hest. Før hun kunne nå at berolige den, var hun i fuld galop gennem træerne, der stod tætte som tændstikker. For at undgå bækkenbrud valgte Jeanne Fairy at springe af hesten, men i faldet ramte hovedet frontalt ind i et træ.
Med et åbent kraniebrud, flækket læbe, brækket ankel og piskesmæld blev hun kørt på hospitalet.
Vi sidder hjemme i Jeanne Fairys stue i Gentofte, mens hun beskriver den dag, der vendte op og ned på et tidligere hektisk liv som selvstændig psykoterapeut, hvor hun ofte havde tusindvis af bolde i luften. I dag trænger hovedet til hvile mellem hver enkelt bold.
"Mit hoved er blevet ligesom et gammelt batteri, der hele tiden skal lades op med en lur hver tredje time, ellers bliver jeg hurtigt sur og tvær", forklarer hun.
Da Jeanne Fairy kom hjem fra hospitalet, sad hun i den første tid med solbriller indenfor i stuen, fordi hun ikke kunne klare lyset. Hun var konstant til lægen. Men efter et år kunne hun mærke, at der var noget galt. Hun fik hurtigt tinnitus, hendes synsforstyrrelser var forværret og så var hun stadig enormt træt.
På Hjerneskadecentret fik hendes bekymring rod.
"Lægerne fortæller mig, at faldet har givet mig en permanent hjerneskade. Hele jorden forsvandt under mig med den besked. Lægerne mente, at jeg muligvis ikke kunne fortsætte med at arbejde", siger Jeanne Fairy.
Men den besked vil hun ikke acceptere. Jeanne Fairy vil tilbage. Og det lykkedes også.
I dag er hun i flexjob i sin egen virksomhed, mens hun fire gange om ugen løber, cykler eller svømmer. Kampen for at komme tilbage har Jeanne Fairy beskrevet i sin bog 'Kronisk ramt' i samarbejde med Annemette Broch.
"Bogens udgangspunkt er, hvordan man kommer tilbage til livet med min lidelse. Min erfaring er, at man kan meget mere, end man tror, hvis man tager ansvar og ikke sætter sig hen i et hjørne", siger hun.
"Jeg har haft en vilje til at komme tilbage. Ikke til mit gamle liv, fordi dér kommer jeg aldrig igen. Men til et liv, hvor jeg har taget ansvar for min hjerneskade og lever et langt mere skematisk liv, hvor jeg træner mig ud af smerterne og husker at hvile mig i løbet af dagen".

Dårlig samvittighed

Efter ulykken var det en ny mor og hustru, der kom hjem. Hun var lige blevet gift med Henrik to måneder forinden, som hun har tre sammenbragte børn med i alderen fra 15 til 18 år.
"Det har været vildt hårdt for dem. Og i starten havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg havde mindre energi og overskud til dem. Men jeg er blevet bedre til også at strukturere min kvalitetstid med dem og være helt nærværende i en halv time", siger Jeanne Fairy.
Hendes uddannelse som psykoterapeut har også været hjælpsom gennem det hårde forløb med sin familie. Og i dag holder Jeanne Fairy foredrag om at være hjerneskadet, hvor hun henvender sig særligt til kronisk ramte og deres pårørende
"Dem, som selv er ramt, giver jeg det råd at tage et aktivt ansvar for at få det bedre. Og stole på, at man kan få det bedre. Og til deres pårørende kan jeg kun sige, at det bliver aldrig det samme igen, men find ud af, hvad de vigtige værdier skal være i det nye liv", siger hun.
For Jeanne Fairy har ulykken betydet, at det ikke længere er et mål at være verdensmester i livet, men derimod blot at være nærværende i det.
På markedsdagen den 14. juni på Gentoftegade bliver det muligt at møde Jeanne Fairy, hvor hun sidder i boghandleren 'Under Uret' mellem kl. 11 og 13, hvor hun sidder parat til en snak eller gode råd til andre kronisk ramte eller pårørende.