Fortsæt til indhold

Big Macs død var et uheld

Indehaveren af Van Helsinge Bodega mener, at drabet på en Bandidosrelateret mand var et rent og skært uheld

Krimi
Af Laila Miermont

Dagligdagen er så småt ved at vende tilbage på Van Helsinge Bodega efter det tragiske dødsfald søndag aften, hvor et banalt skænderi udviklede sig og endte med at en gæst på bodegaen, den 42-årige Poul Joachim Hansen fra Græsted, døde.
To unge brødre på 19 og 23 år er sigtet for drab og varetægtsfængslet frem til den 28. juli,
Det hele begyndte fredeligt søndag aften.
“De tre mænd sad fredsommeligt sammen og drak et par øl. Så kom de op at skændes, jeg ved ikke hvad - det var ikke noget - bare det ene ord der tog det andet. Den ene af mændene gav Poul et stød i midten af brystet. Herefter faldt han om og de kunne ikke få ham op at stå igen. Nogle gæster prøvede at genoplive ham, mens de ventede på redningsfolkene. De overtog, men han fik hjertestop, mens de prøvede at genoplive ham,” fortæller indehaveren af Van Helsinge Bodega, David Cosnett, som genfortæller det stedets chokerede servitrice overværede den tragiske begivenhed.
Indehaveren mener selv, at dødsfaldet var et rent uheld og intet havde at gøre med en slåskamp.
“Det var et rent og skært uheld - et skænderi der gik forfærdeligt galt - for der skete ikke andet end at han fik det ene stød i brystet.”
Ifølge BT lød sigtelsen på et kraftigt knytnæveslag i brystet og adskillige kraftige knytnæveslag i ansigtet og på kroppen.
Den yngste bror erklærede sig helt uskyldig og den 23-årige erkendte 'almindelig vold' efter straffelovens paragraf 244. Begge nægtede altså sigtelsen for manddrab.
Herefter blev dørene lukkede, angiveligt fordi to Bandidosrockere mødte op for at overvære grundlovsforhøret ved Retten i Helsingør.
Da resten af retsmødet er foregået bag lukkede døre er der i følge Nordsjællands Politi ikke noget nyt om motivet eller de eksakte begivenheders gang.
Tilbage hos David Cosnett på bodegaen, der fortæller om blodet på gulvet og spekulationerne om, hvad der egentlig foregik.
"Blodet på gulvet stammer fra redningsarbejdet med at genoplive Poul, og har ikke noget at gøre med slåskampen," siger David Cosnett.

Gode bekendte

Det var mens David Cosnett ejede en anden bodega i Græsted, at han lærte Poul Joachim Hansen at kende, fordi han kom på bodegaen som gæst.
Han var også kendt under navnet Big Mac på grund af sin størrelse eller som 'finansministeren' i Bandidos, og han både kom fra og boede i Græsted med sin kone og to børn.
Mandag holdt David Cosnett bodegaen lukket.
“Det gjorde jeg af respekt for de efterladte. Først og fremmest af respekt for det tab Pouls kone og børn har lidt ved at miste deres far og en mand. Jeg er også trist på vegne af de unge mænd, hvoraf den ene har en lille datter. Det er tragisk. Jeg har selv børn og føler med dem,” siger David Cosnett, der synes, at dagligdagen så småt er ved at vende tilbage.
“Folk taler selvfølgelig om det, men ellers er alt rimeligt normalt,” slutter David Cosnett.

Big Macs meritter

Poul Joachim Hansen fik i 2010 en dom på over fem års fængsel for skattefusk, der involverede skuffeselskaber og sort arbejde.
Skattesviget beløb sig til omkring 11 millioner kroner.
Han blev løsladt i marts i år.