Fortsæt til indhold

Gåsen Kim følger drengen Mikkel overalt

Mikkel Efland, 17 år, har fået sig en ny ven, efter at reddede en gæsling fra en krage

Krimi
Stig Tolderlund

Hvorend Mikkel Efland går, der går gåsen Kim også.
Mikkel, der går i 10. klasse på Marie Kruses Skole har simpelthen fået sig en ny ven efter at han reddede gåsen, der dengang var en gæsling, fra en krage.
“Det er halvanden måned siden hjemme på vejen. Jeg så en krage angribe to gæslinger. Jeg skræmte kragen væk, og en time senere så jeg den ene gæsling i min have. Jeg formodede, at den ikke havde sine forældre med, så jeg tog den til mig” fortæller Mikkel Efland.
“Jeg puttede den ind i et gammelt kaninbur. Jeg prøvede at fodre den med vådt brød. Det gik an, men det var ikke dens livret. Senere hentede jeg græs, og det var lige sagen. Græs blandet med skvalderkål er dens livret”.

Stor gås

Gåsen voksede hurtigt.
“Den voksede faktisk fra dag til dag” fortæller 10. Klasses eleven.
Da eksamen begyndte at nærme sig, lod han gåsen sove udenfor i et stort kaninbur.
“Det duede ikke at blive vækket klokken 6 om morgenen i eksamensperioden af en sulten gås” siger Mikkel Efland.
Han undersøgte, hvor gamle gæs kan blive.
“Det lader til, at de kan blive omkring 21 år, så der er nogle år endnu”.

“Hvis den vil blive hos os, er det i orden, men vi vil prøve at se, om der er nogle flokke af gæs, hvor vi kunne sætte den ind. Så må vi se, om de vil tage imod den, eller om den selv har lyst til at være der. Den er stadig sårbar, for den kan ikke flyve endnu” fortæller Mikkel.
Furesø Avis satte det umage par i stævne ved Furesøbad. Interessen fra de andre badegæster var stor.
“Er det en gås?” spurgte nogle af badegæsterne.
“Har I taget egen fugl med ?” spurgte andre.
“Hvor er den sød” lød en tredie kommentar.
Kim hoppede ned i vandet og svømmede kort rundt. Så kom den op på broen igen. Først da Mikkel steg ned i vandet, hoppede gåsen efter og blev der. Den tog sig en slurk af vandet og svømmede rundt og dykkede også.

Furesø Avis mødte det umage par ved Furesøbad.